Every day

I think about it a lot.
The way you look when you sleep. The little smile, that is planted on your lips. And so peacefull you look. Like all your worries are gone.
The small and quite mumbeling you make. What are you dreaming about?
I think about it a lot.
When you wake up, and say goodmorning.
Your messy morning hair.
The tired smile you give me.
Did you sleep well?
I think about it everyday.
Your smile and laugh, that makes my heart race.
Your warm and protecting hugs.
The way your hand fits so perfectly in mine.
Your soft lips on mine.
The way you make me forget every worry I have.
I think about you.

Og her sidder jeg atter igen

olololo

Jeg burde gå i seng..

Det er skoledag imorgen men jeg er bare lys vågen.

Og jeg vil bare ikke i skole. Gad vide hvorfor? Det virkelig rart at få fortaæt at du er skide dårlig til matematik af din lærer ja <3
PFFF, LIKE I DIDN'T KNOW MAN.
.. Ej ikke noget brok her, det har jeg en anden blog til ahahahahha

Men grunden til at jeg sidder oppe er fordi.. Well.. Jeg er glad?

Det lige gået op for mig at om ikke mindre end et halvt år, så bor jeg hos min bedste ven!

Det bliver hårdt at skulle 'sige farvel', til de venner jeg har på sjælland. Men det jo ikke fordi vi aldrig ses igen!

Mig slipper i skam ikke af med!!!

Min mor på den anden hånd, har endelig accepteret det fact, at jeg faktisk flytter.

Hun har ikke rigtigt ville indse det, så hun fik mig hele tiden til at tvivle.

Jeg kan nu egentlig godt forstå det. I mean.. Jeg er det sidste barn der flytter. Efter det, er hun alene. Alle børn er fløjet fra reden.. Og så plus at jeg skal flere timer væk.
Men hun er ok med det. Og det er rart.

Gosh jeg må se at blive bedre til at opdatere den her blog.

Spark mig lige i røven en eller anden :I
Ej men, jeg må nok hellere gå op i seng.
Au revoir ~

Sammy over and out

Stressssss

Ekstra s'er fordi, der er ekstra meget stress... badumtshnejokikkesjov

Ahahah, jeg glemmer det der med at ha' en blog... PRØVER AT VÆRE AKTIV MEN OMG

Og nu skal jeg endda hjem til min far hvor jeg ikke har internet. Fantastisk OTL

Ah. Men sidst i hørte noget til mig, havde jeg jo lavet en novelle\stil w\e

Vi fik åbenbart ikke karakter på den, men min lærer skrev at den var god og at jeg skrev godt! c:

Såå.. Lige pt har jeg.. Mange cosplay planer :'D ... *stress*

Men nu hvor jeg fandt ud af at jeg så ikke alligevel skal til J-popcon, har jeg LIDT mindre stress på.
Mira vil meget gerne ha' mig med til SVS, men jeg ved ikke helt, hvis jeg da så tager til Genki, selvom det er LIGE efter Närcon, som ligger i Sverige..
Ja..
Men nu har jeg lovet Oliver at komme, da jeg skal lave en fodboldt karakter af England fra Hetalia OTL
Pffft, lover altid for meget, men buuh, jeg vil så gerne!
Men ak, det må tiden vise.

Og noget helt andet.. Vi skal snart søge ind til hvores udannelse.. Og min vejleder stresser med at det skal være til EFTER ferien og jeg sidder og er helt.... Jeg kan ikke søge ind på medie skolen FØR jeg ved om jeg kan få støtte fra kommunen.. Så det skal jeg finde ud af først.. Fik jeg sagt at jeg er stresset? OTL

Jeg og de andre.

.. Ja.. Klokken er 03:09 om morgenen.. Og jeg er lige blever fæRDIG MED MIN NOVELLE! YES.
Nå men jeg lovede et par stykker at jeg ville poste de, så de kunne læse den.. So here you go!

Jeg og de andre.

Bip, bip… Biip! Jeg slog øjnene op. Med et lavt støn, satte jeg mig op i sengen og slukkede for det larmende vækkeur. Jeg gned søvnen ud af øjnene og så igennem det stadig mørke værelse, hen mod uret. Klokken var seks om morgenen. Jeg så hen mod min kalender. Med et kort suk tog jeg mine briller fra natbordet og tog dem på, i håb om at jeg kunne se det bedre. Det var en mandag. Det vidste jeg nu egentligt godt, men jeg ville bare gøre mig sikker. Som altid.
 Mit navn er Emil og jeg er 14 år gammel. Eller retter – jeg bliver 15 i næste uge. Jeg glæder mig egentlig ikke. Der sker aldrig noget interessant. Men jeg ser da en lille smule frem til det.

  Jeg rejste mig fra min seng, i en træt bevægelse og gik hen mod mit klædeskab, hvor jeg trak en hvid skjorte ud, en sandfarvet sweatshirt med en rød, buet streg på og et par cowboy bukser. Jeg fumlede lidt i mørket med at få det på, men det lykkedes!

Jeg gik ud mod køkkenet for at finde mig noget mad. Min far og min storebror var ikke stået op endnu, så jeg sørgede for at være stille, da jeg begyndte at lave morgenmad. Havregryn. En sund og nærende morgenmad og en god start på dagen. Jeg spiste det hurtigt og gjorde så rent efter mig. Turen gik til badeværelset. Da jeg tændte lyset, fik det skarpe lys mig til at misse med øjnene. Jeg blinkede for mig selv, til at mine øjne vendte sig til lyset. Jeg tog den blå tandbørste med den ene hånd og i den anden, tog jeg tandpastaen. Det var kun med nød og næppe jeg fik presset det sidste tandpasta ud af tuben. Jeg smed den tomme tube ned i skraldespanden og sukkede opgivende, da jeg fandt ud af at der ikke var en ny en.

Jeg børstede mine tænder grundigt og skyllede så min mund da jeg var færdig.

Små grynt og støn kom inde fra de to andre værelser. Min far og min bror står først sent op. For sent, for mit vedkommende. Men det må de nu selv om. Det er ikke mig det går ud over.

  Jeg kiggede på mit spejlbillede i spejlet. Jeg roede lidt i mit korte brune hår og prøvede at smile, men det falmede hurtigt igen. Sorte rander, fulgte den nederste del af mine øjne. Små fregner var placeret over alt i mit ansigt. Min mor sagde altid at det havde en hvis charme, men jeg ved nu ikke. Jeg sukkede kort og nikkede til mig selv i spejlet, hvor jeg derefter gik ud i gangen. Lange trætte trin.

Jeg gik ud for at tage overtøj på og greb så min taske, da jeg gik ud af hoveddøren.

  Vinterens kolde – men friske luft, fyldte mine lunger og malede mine kinder røde.

Jeg stak hånden ned i jakkelommen, hvor jeg fiskede et lommeur frem. Det var gammelt og slidt, men det virkede, som var det nyt.

Jeg trykkede på en knap, der var øverst oppe og det yderste lag af uret sprang ud, så det afslørede selve uret. Klokken var kun syv, men som man siger – hellere for tidligt end for sent!

  Jeg nød den kolde vind, selvom det sveg i min næse og mine øre, som langsomt også var begyndt at blive røde.

Den lille skovsti jeg fulgte var glat på grund af nattens frost, så jeg måtte gå forsigtigt.

Efter godt og vel tyve minutters gå gang, ankom jeg til skolen. Der var endnu stille. Kun lidt råb og latter, langt fra.

Jeg gik mod min klasse. Skiltet hvor der stod ’9 klasse’, var blevet revet ned fra døren. Jeg rystede kort på hovedet og begav mig ind i klassen.

I forhold til at min skole ikke var så stor, havde vi mange elever.

Jeg satte mig ved det forreste bord, som jeg plejede. Og der sad og ventede på, at klokken skulle blive otte.

 Folk begyndte så småt at komme ind i klassen. De fleste sigtede efter at få pladserne allerbagerst i klassen. Jeg sad lige så stille og ventede på læren, mens de andre larmede, som der ingen i morgen var.
  Skoleklokken ringede og læren kom ind og da hun vendte sig mod tavlen, fløj der en papirskugle gennem rummet og ramte mig i nakken, så det sagde et lille ’plop’.

Jeg ignorerede det. Orkede ikke at vende mig om og sende dem et blik, for at få tyret endnu en, lige i ansigtet. Jeg sad still og lukkede deres latter ude og lærens stemme ind.

  Der var næsten helt stille da opgaverne blev lavet, bortset fra en lille hvisken, der kom bag fra rummet af. Jeg sank mere og mere ind i min lille verden.

Da klokken ringede ud til frikvarter, sprang jeg næsten op af skræk. jeg hørte en lille kvalt latter bag mig, men jeg rystede blot på hovedet og pakkede mine ting ned fra denne time, og begav mig mod kantinen. Jeg slog let på min lomme, for at sikre mig at jeg havde husket mine penge, men da jeg mærkede at der ikke var nogle, stoppede jeg op. Jeg stak hånden ved i lommen, for at dobbelt tjekke at de ikke var der. Derefter den anden.

Da det gik op for mig at jeg havde glemt at tage penge med, sukkede jeg lavt for mig selv og vendte om. Men i det jeg vender mig om og skal til at gå, bumper jeg ind i noget og er lige ved at falde på halen.

Efter jeg fik balancen igen, så jeg op, kun for at møde det hånende blik, fra skolens alfa – Nikolaj.

’’Jamen se hvem jeg fandt, drenge.’’ Sagde han, med et lumsk smil og så på sin lille gruppe ud af øjenkrogen. Hans smil falmede, til at han lignede den rene ondskab (fra min synsvinkel ihvertfald!) og puffede mig til side, så jeg denne gang faldt bagover, ned på gulvet og mine briller faldt af foran mig.

’’Se hvor du går, næste gang, splejs.’’ Sagde han hårdt og så ned på gulvet. Før jeg selv vidste hvad der skete, hørte jeg et højt knas, da mine briller nu lå under hans sko.

Han fnyste og gik så sin vej, med ’sine drenge’ lige i halen.

  Da de var væk, rejste jeg mig og fejede støvet af mine bukser. Jeg bukkede mig ned og samlede mine briller op. Jeg tog dem på for at se, om jeg stadig kunne gå med dem. Der var en stor revne i højre glas og stellet var løst, men jeg kunne da gå med dem.

  Jeg gik tilbage mod klassen, for at vente på at det næste modul skulle starte.

Der var heldigvis ingen andre i klassen. Jeg satte mig på min plads og begravede mig i en bog.

Alt var stille og jeg tullede endnu engang ind i min egen verden, som trods stilheden, var fyldt med larm.

Sådan var mit hoved. Alt kørte altid rundt. Alt larmede. Der var aldrig stille. Jeg har alt for meget at tænke på til, at der kunne være stille deroppe. Desuden–

Skoleklokken ringede igen og rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede lidt rundt. Der var stadig ikke nogen i klassen. Heldigvis. Men de kom efterhånden ind.

Og der kom læreren. I dette modul, har vi historie. Jeg elsker historie! Jeg finder det meget spændende! Men det var jeg vel ene om i den her klasse.

  Timen gik fint indtil videre. Men jeg ventede bare på det.

Lærerinden vendte sig om og så ud mod os, som om hun søgte noget. Hun så på os i stilhed og spurgte så, ’’og selvfølgelig kan i alle svare på, hvornår anden verdenskrig foregik? For i har vel fulgt med, ikke?’’

Og der kom den.
Man kunne mærke ironien i hendes stemme. Hun vidste udmærket godt at ingen af os fulgte med. Bortset fra mig, altså.

Jeg rakte hånden op og lærerinden nikkede hen mod mig, som i et ’vær så god’.

Jeg trak vejret dybt.

’’Anden v-v-verdenskri-ig sta-starede i 1939 til 1945. M-M-Men i Asien s-startede den allere-ede i 1937.’’, fik jeg fremstammet. Jeg hørte latter og fnisen. Lærerindens tyssen hjalp ikke spor.

Ja ser du.. Jeg stammer i grove træk. Det syntes folk er åh så sjovt.

Jeg bøjede hovedet. Idiot! Du skulle bare ha’ tiet stille. Siddet stille. Været fraværende ligesom de andre! Tænkte jeg og så fortvivlet ned i mine papirer.

Jeg ville bare gerne ha den her dag til at slutte.

Luften var varmere end i morges, men stadig kold. Det lykkedes i hvert fald for den, at male mine kinder røde endnu engang. Det sveg dog ikke i næsen og ørene denne gang. Jeg gik ned af skovstien endnu engang. En lys skikkelse kom til syne foran mig og jeg så hurtigt ned på mine fødder mens jeg gik videre.

Denne skikkelse, var Mona fra min klasse.

Hun havde langt lyst hår, der dansede når hun gik. Et par fregner på næsen (ikke som mine, som bare er kastet på mit ansigt). Og så det pæneste blå øjne, jeg længe har set. Selvfølgelig holdte jeg mig på afstand. Vi fulgtes på en måde hjem hver dag. Der var ingen snak, eller øjenkontakt. Vi gik bare – oftest ved siden af hinanden.

 Længere fremme skilles vejen. Det var en kort tur sammen, men på en måde nød jeg den altid. Også selvom der egentlig ikke skete noget. Men måske var det derfor jeg kunne lide den? Det vil i hvert fald altid være højdepunktet i min hverdag.

Turen til og fra skole, var den eneste tid, hvor mit liv ikke var miserabelt.

Døren blev låst op med et klik, og jeg gik ind. Jeg stoppede op for at lytte. Jeg kunne høre at min storebror var hjemme. Han havde vel lagt sig til at sove igen.

Jeg listede ind på mit værelse og lagde mine ting. Jeg lagde mig i min seng og så op i loftet.

  Du har nok opdaget, at jeg undgår min familie. Jeg prøver at se dem så lidt som muligt.
Min far er meget overbeskyttende. Han siger hele tiden at ’jeg ikke må forlade ham’.

Jeg ved godt hvad han mener.

Som du nok også har fundet ud af, bliver jeg mobbet. Både fysisk og psykisk. Jeg er mange gange kommet hjem, hvor jeg har fået tæv i skolen. Jeg har været på mindst 7 skoler, og er flyttet 5 gange. Min far har den her ide om at jeg vil begå selvmord.. Jeg ved ikke hvor han har den fra, men det er da det sidste jeg ville gøre.

Men lige nu, sker der ikke så meget. Det er kølet lidt ned, men det er der stadig.

Hvad angår min bror, så ser jeg egentlig ikke særlig meget til ham, selvom han bor i værelset lige ved siden af mit.

Og hvad så med min mor, spørger du. Jo, hun døde for 3 år siden. Der er ingen der ved det, bortset fra familien og hendes venner. Jeg har heller ikke lyst til at fortælle det lig nogen. Det har taget meget hårdt på mig. Hver gang jeg ser noget der minder om hende, får jeg tårer i øjnene. Jeg drømmer nogle gange om hende. Om tiderne dengang hun var hos mig. Hun passede på os alle. Siden hun døde, er vi blevet splittet mere op, men vi er der stadig for hinanden, når det virkelig brænder på.

  Jeg tog brillerne af og lagde dem på natbordet. Jeg lå dybt i mine egne tanker. Jeg hørte klikket fra hoveddøren, som blev låst op. Mere opfangede jeg ikke, før jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede næste morgen. Ikke ved lyden af min alarm, men ved at fuglene sang. Jeg faldt lidt hen igen, men slog så øjnene op og kiggede så mod uret. 6:23

Sovet over mig, havde jeg, men ikke meget.

Jeg lå i et par minutter og bare nød at jeg havde fået sovet tyve minutter mere. jeg må hellere stå op nu tænkte jeg, og rejste mig fra sengen. Jeg gabte og strakte mig, til at min ryg gav et knæk fra sig.

Jeg åbnede klædeskabet i en søvnig bevægelse. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at, jeg stadig havde gårdagens tøj på.

Jeg sukkede kort og tog det hurtigt af og smed det i en bunke. Jeg så ind i klædeskabet og rystede bare på hovedet. Jeg var ligeglad hvad jeg havde på. Jeg var alt for træt til det her. Jeg tog en grå langærmet sweater og nogle sorte bukser. Den grå sweater var min mors. Far ved ikke at jeg har den, så det er meget godt at vi ikke ses så meget. Jeg smilte lidt for mig selv. Selvom det var en kvinde model, kunne den snildt gå for en mande model, da den jo egentlig var 2-3 størrelser for stor.

  Da jeg havde fået det hele på, gik jeg langsomt ud i køkkenet. Jeg lavede den sædvanlige morgenmad.

Det var først da jeg spiste den første skefuld havregryn, at jeg opdagede hvor sulten jeg var, da jeg jo egentlig ikke havde fået aftensmad dagen før. Jeg guffede det i mig, tænkte at jeg måske skulle tage en skål til, men lod være.

Jeg ryddede op efter mig og gik mod badeværelset. Far havde endelig købt en ny tandpasta.

Morgenen var lang og kedelig. Vejret var heller ikke blevet bedre.
Jeg var lige kommet ind i klassen og sat mig, på min sædvanlige plads.

Folk begyndte at komme ind i det jeg satte mig ned. Nogle gav mig blikke, andre ignorerede mig.

Da klokken var ti minutter over otte, kom der en vikar ned til klassen. Hun stod i dør åbningen og kiggede på os. Efterhånden som folk opdagede det, rettede alle deres blik med ham, og der blev helt stille.

’’ Ja, jeres lærer har meldt sig syg, så bestyrelsen har sendt mig ned. Men jeg har allerede en anden klasse, så øhm.. Jeres lærer har skrevet, at i skal lave et gruppe projekt og at jeg skulle dele jer op i grupper.’’ Sagde han med en dyb stemme, mens han diskret prøvede at fiske papiret op af lommen.

Han sagde navnene højt. En gruppe efter den anden blev nævnt. Jeg ventede på at se hvilken idiotisk fladpande som jeg skulle arbejde sammen me– ’’Emil og Mona – I er en gruppe.’’

Mona.

Jeg kiggede hen mod hende, som åbenbart allerede kiggede mod mig. Hun nikkede til mig og gav mig et lille smil.

Jeg kiggede hurtigt væk og jeg kunne mærke, at jeg blev helt varm i hovedet.

Jeg pillede lidt ved mine fingre og prøvede ivrigt at lytte efter hvad manden sagde.

 ’’Det er en historie fremlæggelse i skal lave, som hver gruppe skal fremlægge foran klassen på fredag. I må selv bestemme om i arbejder på skolen eller hjemme. Bare i er sammen i gruppen om det.’’
Han så ud på os igen og nikkede så, før han gik.

Jeg stirrede på døråbningen, selvom han var gået. En mundtlig fremlæggelse? Kan det blive værre? tænkte jeg, og så mod Mona, ud af øjenkrogen. Men ak ja. Så slemt kan det nu heller ikke være. Et lille smil sneg sig på mine læber. Tre dage med Mona. Tre gode dage.

  Vi pakkede alle sammen, sammen og tog afsted.

Jeg gik som altid side om side med Mona. Men denne gang var der en måske lidt, akavet stemning imellem os.

Vi besluttede os dog for at vi tog hjem til Mona.

  Da vi trådte ind af hoveddøren, log jeg varmen kærtegne mit ansigt. Det var virkelig rart, at komme indenfor igen.

Vi smed vores ting i gangen og stod lidt der, og var lidt små akavet, men det var på en måde rart.

’’ kom med’’ sagde hun med en stille og skrøbelig stemme, og gik så mod stuen. Jeg nikkede og fulgte med hende. Vi satte os i sofaen. Lidt væk fra hinanden, men stadig forholdsvis tæt på.

’’ S-Så, øhm.. Hvad.. Ha-ar du haft n-nogle tanker om hva-ad vi skulle lave?’’ fik jeg fremstammen, og kiggede halvgenert hen imod Mona.

Hun smilte stille og svarede; ’’Jamen, siden vi nu har så meget om krig, hvad så med den kolde krig?’’
Jeg smilte varmt og nikkede.

Hele dagen havde jeg været hjemme hos Mona. Det var faktisk blevet bedre, og vi begyndte at åbne os og det blev mindre akavet.

Vi arbejdede godt hele dagen og det meste af aftenen.

  Da jeg var kommet hjem, var klokken blevet mange. Jeg havde gået hele dagen uden briller, da de jo var gået i stykker og da jeg ville tage dem på i morges, var de ikke på mit natbord. Min far havde sikkert taget dem til reparation. Det var for mit vedkommende, okay med mig.

Jeg var begyndt at blive meget træt i øjnene, så jeg besluttede mig for at tage et bad, og så i seng.

I dag havde været en god dag.

Sådan en har jeg ikke haft i 3 år.

De to dage gik bedre end forventet. Vi arbejdede ikke kun, men vi snakkede faktisk også en hel del. Om stort set alt.

Men jeg fik desværre, lavet en stor tude scene, da hun spurgte ind til min mor. Men hun klappede mig blot på ryggen og sendte mig et varmt smil. Det var første gang i  tre år, at jeg havde sagt orden ’mor’.

  Jeg fik en masse at vide om hende. Det gjorde mig glad at vi kunne snakke. At jeg kunne snakke, uden at tænke over hvordan jeg lød. Hun var ligeglad. Hun sagde at hun fandt den ret, sødt eller charmerende. Aldrig har jeg været så rød i hovedet, som der.

Vi endte faktisk med at.. Tja, blive ret så tætte venner. Det ved jeg ikke helt med. Jeg har aldrig haft en ven før, men det er en rar følelse!

Hun er sød og rar, hjælpsom og kærlig. Min far ville siger at jeg er forelsket, men psst. Det tror jeg ikke. Eller er jeg?

  Men i dag var dagen hvor vi skulle fremlægge. En mundtlig fremlæggelse.

Jeg havde forberedt og øvet. Jeg kunne det hele udenad. Men alle ordene er glemt nu. Alle kiggede på mig. Jeg stod og ventede på at vi skulle gå i gang.
Lærerinden var til møde, men hun havde bedt os om at fremlægge for os andre.

Min hals var tør.

Mona startede med at snakke. Men ingen længe var det min tur.

  Jeg stirrede ud på dem alle. De blik de sendte. Hånefulde og nedlagende.

Jeg tog en dyb indånding og pustede det ud i et suk.

’’Øste-europa er si-iden 1949 blever b-brugt som betegne-else om de lande i Centra-al- og Øste-europa, der efter 2 v-verdenskri-ig blev… Blev..’’
Jeg frøs stille. De fleste begyndte at grine, og jeg så ned på mine fødder i skam.

Men her skete det som jeg har ventet på, i 3 lange år.

 ’’ Ved i nu hvad, det har gået på længe nok! Hvor umodne er i? 9 klasse, guys!’’
Jeg lyste helt op. Var det Mona? Bakkede hun mig virkelig op?

En af drengene rejste sig fra sin plads. Han havde sort kort ’smart’ hår og en kasket, der sad.. Ja nærmest ikke fast, på hans hoved, hængerøvsbukser og en stor grøn sportstrøje.

 ’’Og hvad ved en lille pige gøre ved det, hva’?’’ Sagde han kækt og smilte hånligt hen mod os.

En pige rejste sig op.. I vrede?

 ’’ Hold nu kæft, David!’’, sagde hun hårdt og slog hånden i bordet. ’’Jeg er enig med Mona. Ærligt talt, vi er ikke 3 år, vel?’’

Nogle af dem nikkede, andre fnyste og spillede smarte.

Der var flere der rejste sig. De var enige.

De… Bakkede mig op? Talte for mig.

Jeg har ventet på det så længe. Jeg troede aldrig det ville ske. Og nu er jeg sikker på at det ikke kun er mig alene.

Nu er det mig og de andre.

Novelle.. Eller..

Nej haha, glemte alt om den her.
Ak ja. Men som i nok har set, havde jeg en OSO fremlæggelse. Det gik fint nok forresten. Fik 7!
Nu er jeg igang med en novelle. Jeg elsker den allerede. Virkelig. Har det største man crush på hovedkarakteren, hahaha!
Ej, han er en lille sød nørd. Ved navn Emil. ... Jeg burde skrive videre virkelig. Men shh! Jeg har aldrig været her!

Sammy over and out!

OSO opgave update

Okay okay skal heldigvis først fremlægge på fredag.
Snakkede med min mor og vi hjælpes ad med et produkt.
Wow, hun hjælper mig faktisk for en gangs skyld pfft.
.... Selvom hun kommrt hjem klokken halv syv or so først. Ah well. Må klare mig og skrive videre så længe!!!!
And now. Here's a photo of a banana cause fuck everything

IGGY OVER AND OUT

OSO opgave

Så.. Nu har jeg siddet siden klokken 8 i morges og stiret på siden... De få ord jeg har skrevet. Hvordan pokker kan detvære så svært at skrive? Se lige nu går det jo meget godt??? *suk*
Og det er til imorgen..
Glemte også vejledning idag så jeg er lidt på røven.
Jeg prøver virkelig at tage mig sammen men... Hvad fanden skal jeg lave? + jeg mangler også at lave et produkt...
''For at komme ind i en pædagogisk udannelse, skal man havde gennemført 9 eller 10 klasse.

Derefter kan man enten tage på STX(studentereksamenen), HF(Højere forberedelseseksamen), HTX(Højere teknisk eksamen), HHX(højere handelseksamen). Men den vej der er mest populær, er gennem HF, hvilket tager ca. to år.

Derefter tager man på et pædagogseminarium, eller som det lige har skiftet navn til – professions højskole, hvilket tager 2-3 år.

Men det er ikke den vej jeg vil tage. Jeg vil tage på EGU hvilket tager 2-3 år. EGU er en udannelse for unge under 30 år.

Uddannelsen er bygget op omkring arbejde. Hovedparten af uddannelsen foregår på en eller flere arbejdspladser, og kun en lille del i skole. Derfor er egu også for unge, der foretrækker arbejde frem for skole. Hver egu-elev får sin egen personlige uddannelse. Det er egu-vejlederen, der sammen med egu-eleven sørger for, at uddannelsen passer til elevens ønsker, behov og kompetencer.

Uddannelsens grundlag er en 2-årig fleksibel plan med mest tid i praktik og mindre i skole. Skoletiden varer mindst 20 og højst 40 uger.

Man kan både komme i praktik og i skole flere forskellige steder under uddannelsen.

Bagefter EGU overvejer jeg at tage på professions højskole, hvis det er nødvendigt.

Når man siger pædagog, tænker folk normalt en der arbejder i en børnehave\vuggestue.

Men det er ikke kun i en børnehave. Det kan være en speciel børnehave for børn med anden etniske forældre. Eller der kan være børn med sociale problemer eller nedsat funktionsevne.

Der er jo så også pædagoger der arbejder i SFOer og børnehaveklasser – som jo er 0 klasse.

Men det jeg lægger lys på er børnehavepædagog, da det er det jeg gerne vil være, og det var der jeg var i praktik.

I en normal børnehave er der typisk 3 stuer. En vuggeste, en mellemstue for børn mellem1-3 år og den store stue med børn fra 3-5 år.

Det er meget forskellig hvor mange børn der er i en stue.''

Se det er ikke særlig meget tekst .. Jeg er heller ikke færdig men.. Jeg skal snakke i 15 min... Jeg ved virkelig ikke mere hvad jeg kan putte på, mere end hvor mange der er i stuerne og .. Ja.. Det er det..

Og jeg har så ikke lavet en skid.. Min mor slår mig ihjel når hun kommer hjem fra arbejde haaaa :'D wish me luck!

**Forresten til jer der ikke ved hvordan en oso foregår.. Så skriver du en report som sådanset også er den tekst du siger højt og så laver du et produkt som du så viser frem.

Iggy over and out!

Intro~

Ak ja. Så besluttede jeg mig for at gå fra min gamle blog og lave denne istedet.

Bahaha burde lave min OSO opgave - fuck alt

Men.. Jeg burde vel fortælle lidt om mig selv?

Ja men eh.. Ja.

Jeg hedder Sam. Jeg er en næsten 16 årig dreng.
Eh, andre kalder mig Iggy. Kald mig hvad du vil c:
Jeg går i 10 kl. DAS - Den Alternative Skole.

Hmm.Jeg har været cosplayer i snart 4 år.
Det er en stor del af mit liv, så det vil i også høre lidt fra :B

Jeg har mange venner jeg holder af, men der er alligevel et par stykker jeg holder meget nær.
Jeg har en bedste ven - Wolter - som jeg holder virkelig meget af. Han har virkelig hjulpet mig gennem de sidste par år. Fantastiske dreng <3

Jeg har en kæreste. Mira.
Hun er sød, forstående og noget af det smukkeste jeg har set. Jeg elsker hende meget højt <3

Og.. Ja. Så er der Diana. En tøs der har holdt mig ud i.. Hvad.. Snart 5 år? Ha. Hun er som en anden mor for mig..

Aaa, jeg lyder som en lille pige fra arto der beskriver alle sine venner eller noget idk.
Men som sagt. Jeg har nogle virkelige fantastiske venner...

Min personlighed, kan i squ finde ud af efterhånden.. Og.. Nu burde jeg gå tilbage til min opgave. Bye~

Sammy over and out~